Firma i Malmø i søgelyset for mobilfusk
Vi har allerede set det flere gange i Danmark: Såkaldte firmaer, der slår sig på Internettet med billige Nokia-telefoner. Problemet er bare, at kunderne betaler forud, og så ser de aldrig deres telefoner.
Samme fremgangsmåde mener Mobil.se, at et firma står for. Firmaet, Mobilimport.se, ligger i Malmø og byder sig til med ekstremt billige mobiltelefoner fra Nokia.
Her skal man også betale forud. Og interessant nok så kan man også købe telefoner, der slet ikke er på markedet endnu. For eksempel Nokia 6600.
Da Mobil.se kontaktede firmaet, så holdt sælgeren fast i, at man skam sagtens kan købe Nokia 6600 hos dem. Telefonerne er nemlig importeret fra Asien.
Den påstand afvises totalt af Nokia. INGEN kan købe Nokia 6600 – telefonen er slet ikke på markedet endnu!
Svensk politi undersøger nu firmaet, der hverken er tilmeldt moms- eller skattemyndighederne i Sverige.