Nokia: Bluetel har ikke levet op til sine forpligtelser

Nokia: Bluetel har ikke levet op til sine forpligtelser

For godt et halvt år siden indgik både Sonofon og TDC Mobil forlig i en sag om påstået bedrageri med forhandlertilskuddet til mobiltelefonerne. Bluetel var anklaget for at putte forhandlertilskud, der aldrig skulle have været udbetalt i egen lomme. Men efter hvad Mobil erfarer, faldt sagen både på bevisets stilling og på en aftale mellem TDC Mobil, Sonofon og Bluetel. En aftale der indbragte Bluetel et ukendt millionbeløb fra de to andre selskaber.

Nu har Nokia så med øjeblikkelig virkning opsagt samarbejdet med Bluetel. Efter hvad Mobil erfarer, sker det efter at Nokia har fundet uregelmæssigheder ved faktureringen af reparationer.

– Den oplysning kan jeg ikke kommentere, lyder det fra pressechef hos Nokia i Skandinavien, Michael Smirnoff. Jeg kan bekræfte at samarbejdet ikke har virket tilfredsstillende og at vi derfor har fundet det nødvendigt at opsige samarbejdet med Blutel med omgående virkning.

Hvad sker der med Concept Stores? De er jo drevet af Bluetel. Lukker de?

– Concept Stores lukker helt sikkert ikke, men det bliver i hvert fald ikke Bluetel, der skal drive dem i fremtiden, det er sikkert. Vi kigger os om i branchen for at finde andre, der kan drive dem.

I følge Mobils oplysninger, er Nokias øverste servicechef på vej til Danmark, hvor hun senere på ugen vil forklare den øvrige serviceorganisation i Danmark omkring problemerne. Det er anden gang på mindre end en måned, at Nokia opsiger samarbejdet med en servicepartner. For en lille månedstid siden var det EMTS der måtte se aftalen opsagt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bluetel, hvis administerende direktør er bortrejst på skiferie.