Forbrugerorganisation på gale veje
Sim-lås eller ej. Hvis nogen piller i telefonens software med et stykke uautoriseret værktøj, bortfalder garantien. Sådan er det i mobilbranchen og sådan har det i øvrigt altid været. Derfor er det ikke nogen overraskelse at de tre store producenter pointerer dette, når oplåsning af mobiltelefonerne endnu en gang er oppe at vende.
Og at Forbrugerrådet udtaler at producenterne ikke kan sætte købeloven ud af kraft, er efter min bedste overbevisning noget sludder. For producenterne sætter heller ikke købeloven ud af kraft. Garantien bortfalder IKKE, hvis sim-låsen fjernes på et autoriseret værksted eller på en autoriseret måde. Men de måder, som de forskellige firmaer og CBB benytter, er ikke autoriseret, derfor bortfalder garantien.
Det samme gælder i øvrigt, hvis man roder med sin vaskemaskine, videomaskine, eller andet elektronisk isenkram.
Derfor synes jeg, at forbrugerorganiationerne skulle sætte sig ind i tingene, inden man går ud og råber højt.
Rigtig god weekend
Brian Dixen
Magasinet Mobil