debitel sorterer i kunderne

Kunder i fattige kvarterer sortlistes automatisk - og klagerne skrottes i skraldespanden, skriver B.T.

debitel sorterer i kunderne

Mobilselskabet debitel får i dag alvorlig kritik for sin kundeservice i B.T. Debitel sortlister nemlig kunder i fattige kvarterer som Vollsmose i Odense og Gjellerup-kvarteret i Århus.

Det betyder, at alle – der bor i områderne og vil have et abonnement hos debitel – automatisk sorteres fra. Den praksis er forbudt.

Det er en tidligere ansat hos debitel, der afslører ulovlighederne overfor B.T. Sagen belaster debitel hårdt, fordi selskabet tilbage i 2001 fik et direkte forbud mod sin politik af Forbrugerombudsmanden. Dengang sorterede debitel i kunderne, hvis de havde anden baggrund end dansk.

Medarbejderen, der sladrer i avisen, fortæller også, at debitel ikke gider kigge på klager fra kunderne. De ender i nogle situationer direkte i skraldespanden.

Debitel afviser i dag beskyldningen for at skrotte klager, men ønsker ellers ikke at kommentere sagen.