Frank Rasmussen: Kundeservice SKAL være hurtig
Frank Rasmussen er en glad boss for Telmore i dag. For ikke kun firmaets egne undersøgelser viser, at Telmore gør det godt – det viser Mobils nyeste kundeundersøgelse også.
Her blev Telmore suveræn vinder på både telefonen og svar pr. e-mail.
– Vi har en række steder i vores virksomhed, hvor vi måler og for eksempel ser på, om vi gør det godt nok i kundeservice. Og derfor er det selvfølgelig dejligt, at når andre måler os, så er vi lige så gode, som når vi kigger på os selv, siger Frank Rasmussen.
Han kalder det helt naturligt, at en kundeservice svarer hurtigt. Både på telefonen og e-mail.
– Det er simpelthen den bedste forretning. For når kunden har ulejliget sig med at henvende sig, så er det fordi, kunden har behov for hjælp. Og så skal vi sætte os i kundens sted og levere hjælpen hurtigst muligt, mener Frank Rasmussen.
Han kan ikke forstå, at nogle af mobilselskaberne lader kunderne vente 7-10 dage, før de får svar på en e-mail. Eller at hurtigst muligt for nogle selskaber er seks-10-15 minutters ventetid på telefonen.
– Når kunden ikke får et svar, så tænker de selvfølgelig, at deres mail ikke er modtaget. Og så sender de en ny eller ringer op igen. Og sender en ny mail til. Så har mobilselskabet pludselig tre mails, som der skal svares på. Og en sur kunde i røret. Det fungerer bare ikke, mener Frank Rasmussen.
Du kan læse mere om Mobils undersøgelse af kundeservice i det nye nummer, som er på gaden på torsdag.