TDC Mobil spiller højt spil

TDC Mobil spiller højt spil

Umid'delbart virker det som en fremragende idé – det nye Mixit fra TDC Mobil. Men graver man lidt, ser verden ikke helt sådan ud.

I går talte jeg med TDC Mobils adm. direktør Mads Middelboe. Han fortalte at TDC Mobil har bortporteret 100.000 kunder det seneste år. Og nu vil de have dem tilbage igen. Nu er spørgsmålet så, hvor de 100.000 kunder er forsvundet hen. Efter vores oplysninger har CBB Mobil, Tiscali og Telmore fået langt over 100.000 kunder fra andre selskaber, og en stor del af disse kunder er søgt over til Telmore.

Lad os lave et regnestykke: Vi antager at Telmore har fået ca. 60.000 kunder fra TDC Mobil. Derudover har Telmore omkring 150.000 andre kunder der kommer fra andre net for Telmore har pt. ca. 210.000 kunder. Alle disse kunder benytter TDC Mobils net, som Telmore afregner med. I alt putter Telmore omkring en halv milliard i TDC Mobils pengekasse.

TDC Mobil siger selv, at de har mistet 100.000 kunder. Men i virkeligheden har de modtaget mindst 150.000 nye kunder fra Telmore, hvis man trækker de 60.000 kunder fra, som vi antager stammer fra TDC Mobil. Så alt i alt er der tale om en rigtig god forretning.

Men sådan ser nogle hos TDC Mobil det tilsyneladende ikke. Ellers havde de vel ikke startet MixIt, der ganske præcis går efter Telmores kunder.

En anden stor spiller er Debitel. De har netop købt Tiscalis kunder. Debitel er også en af TDC Mobils store kunder. De lægger også mindst en halv milliard hos TDC Mobil. Og Debitel er klar med et nyt lavprisselskab pr. 1. januar – også på TDC Mobils net. Dermed tyder meget på, at TDC Mobil kan tjene endnu flere penge på at Debitel benytter TDC Mobils net.

Så nu skulle man tro, at TDC Mobil er tilfredse. Men sådan er det ikke. I stedet går man nu på strandhugst hos ens bedste kunder. Det giver altså ikke megen mening.

Må jeg ganske stilfærdigt foreslå at TDC Mobil glæder sig over de to førnævnte serviceprovideres dygtighed og måske spenderer nogle millioner på at udvikle services, der kan trække kunder til TDC Mobil – ikke ene og alene på grund af prisen, men fordi de som Danmarks største teleselskab er innovative og fremme i bussen!

De bedste hilsener

Brian Dixen

Chefredaktør