Orange bekræfter: 400 skal fyres

Orange bekræfter: 400 skal fyres

På et møde i dag fik medarbejderne i Orange besked om, at ledelsen skærer dybt. 400 stillinger skal væk, hvis selskabets overlevelse skal sikres.

– I de kommende måneder vil vi fokusere på at konsolidere og styrke organisationen så vi kan sikre, at vi har den rette størrelse, struktur og de rette kompetencer. Vi er klar over, at medarbejderne har gjort et fantastisk arbejde med at bringe Orange frem til en flot position på det danske marked og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de berørte medarbejdere gennem den næste svære tid, siger Richard Moat, administrerende direktør for Orange Danmark.

Han understeger, at ledelsen har valgt at skære dybt – én gang for alle. Derfor fyres 400 nu, selvom man måske kunne nøjes med et mindre antal. Men hvis man valgte den model, ville Orange snart stå i en ny krise, hvor man skulle fyre folk.

Orange har nu taget initiativ til forhandlingsmøder med medarbejderrepræsentanter og orienteret Dansk Industri og Arbejdsmarkedsrådet.

– Vi vil i den kommende tid afholde møder med medarbejderne for at sikre, at besparelserne gennemføres på en så skånsom måde som muligt. Nogle af de elementer vi skal forhandle med medarbejderne om, er mulighederne for at gennemføre aktiviteter, som er med til at sikre, at de ramte medarbejdere kommer videre i et andet job, siger Richard Moat.