Shell forbyder mobilsnak på tanken
Faren for at der sker en eksplosion er så stor, at benzinselskabet Shell nu forbyder al mobilsnak ved tankstanderne. Det skriver det svenske Aftonblad.
Forbuddet gælder tankstationer i hele Europa og indføres fra 1. december.
– Risikoen ligger i, at man kan tabe sin mobiltelefon, og der så sker en elektrisk udladning, forklarer informationschef hos Shell i Sverige, Olav Ljøsne, til avisen.
Og der er en reel risiko, viser erfaringer fra blandt andet England. Her har mobiltelefoner i mindst tre tilfælde været årsagen til brande på tankstationer. I alle tilfælde stod personerne og talte i telefonen, da branden opstod.
Det er i øvrigt ikke kun hos Shell, at et forbud er på vej. I Tyskland overvejer de tyske myndigheder alvorligt helt at forbyde tændte mobiltelefoner på alle tankstationer i landet. Og i Finland findes forbuddet allerede på visse tankstationer.