SPV forsinket i én uge
Market Manager Peter Frølund fra Orange synes ikke, at i dag er en god dag.
– Det er rigtigt, at vores SPV er forsinket én uge. Og det er brandærgeligt, når vi nu har lagt så meget arbejde i at kunne levere til tiden.
Hvis skyld er det?
– Fabrikken HTC, der producerer SPV i Taiwan, har ikke kunnet følge med. Faktisk har de ikke kunnet overholde den plan, der ellers var lagt for produktionen. Derfor er modellen forsinket. Men jeg tør godt love, at den ikke er mere forsinket end en uge.
Er der problemer med softwaren?
– Forsinkelsen skyldes ene og alene produktionsproblemer. Der er ikke problemer med softwaren eller delene i SPV'en, forsikrer Peter Frølund.
Hvor mange eksemplarer er SPV forudbestilt i?
– Vi er ikke glade for at nævne tal, men jeg vil da godt fortælle, at vi har fået flere forudbestillinger på SPV'en, end vi har solgt kameratelefoner hos Orange hele efteråret. Så det siger da en del. Derfor har vi også forhøjet vores bestillinger hos HTC, så vi er så sikre, som vi nu en gang kan være på, at kunne følge med efterspørgslen på modellen.
Alle dem, der har bestilt en SPV hos Orange, får i dag inden klokken 12.00 en mail om forsinkelsen.