Bag om Orange SPV
Hos Orange er de stolte – og det er med god grund. Som det første teleselskab er Orange nemlig i fuld sving med at sende de allerførste Orange SPV mobiltelefoner ud i butikkerne. Og igen er det Orange Danmark, der har trukket læsset.
– SPV står for Sound, Picture og Voice, fordi telefonen er startskuddet til en ny æra inden for mobiltelefoni, fortæller Market Manager Peter Frølund fra Orange.
Her på Mobil har vi tidligere beskyldt Orange for at være Orange Gruppen »Georg Gearløs«. Og sådan er det faktisk også denne gang. For det er lykkes Orange Danmark at stå for hele indkøringen og testen af SPV’en.
– Vi har lanceret SPV på samme tid i England og Danmark, fortæller Peter Stoltz, der er udviklingsingeniør hos Orange i Danmark. Det er også ham, der har stået for totaltesten af SPV’en for hele Orange Gruppen.
– Det er da noget, som vi er utroligt stolte over. Orange Gruppen anser os som meget kyndige på mange områder – vi var også først til at opfinde og implementere Mono-konceptet, siger Linda Juul Nielsen, der er informationschef for Orange i Danmark.
Orange SPV mobilen lanceres netop nu, og de første eksemplarer er klar til salg i Oranges egne butikker fra 7. november.
Meget mere end blot en mobil
– SPV’en er mere end blot en mobiltelefon. Den er meget mere avanceret, forklarer Peter Frølund. Den kan stort set alt det, som en lommecomputer kan. Det har vi bare puttet ned i en mobiltelefon. Eller i hvert fald alt det, som man bruger i lommecomputeren. Vi har lavet flere undersøgelser og talt med folk, der har købt en lommecomputer. Langt de fleste bliver faktisk skuffede, når de har investeret flere tusinde kroner i en lommecomputer, der viser sig blot at blive brugt som en elektronisk kalender.
Ting som »den er svær at sætte op sammen med den stationære computer«, »jeg kan ikke finde ud af at bruge den« er udtryk der går igen og igen i Oranges undersøgelser.
– Derfor har det været meget vigtigt for os at klæde vores butikker ordentligt på med masser af viden og praktiske øvelser med SPV’en. Kun dermed kan vi give kunderne den rigtige service, også når de vil købe en SPV. Vi er faktisk gået så langt, at sælgerne skal udfylde et tjek-skema, hver gang de har solgt en SPV. Det sker for at sikre at kunden har fået og forstået de vigtigste muligheder i telefonen.
Og SPV er et ganske avanceret produkt med et hav af funktioner. Dem vil Peter Frølund sikre sig, at kunderne er bevidste om, når de går ud af butikken med en SPV. Foruden i Oranges egne butikker bliver modellen også solgt i Merlin og Bluetel.
To-i-een
Selv om der er tale om avanceret legetøj, så satser Orange både på privat- og erhvervssegmentet.
– Der er mange erhvervsvirksomheder, der har udstyret deres folk med både mobiltelefon og lommecomputer. Dem vil vi tale med. Vi siger til dem, at de skal spørge deres folk, hvad de egentlig anvender lommecomputeren til. Vi tror, at langt hovedparten vil blive mere glad for en SPV end for både en mobiltelefon og en lommecomputer. For hvorfor købe både en telefon og en lommecomputer til måske 7000 kroner – løbe rundt med to “dimser” – når det meste kan klaes med én ting – endda til det halve…
Når det gælder privatmarkedet, vil Orange få kunderne i tale med de mange funktioner som SPV’en har.
– Messenger er blevet utroligt populært på den stationære computer. Det er en del af softwaren i SPV’en og med et GPRS-abonnement kan man chatte flittigt med vennerne eller veninderne, uden man bliver ruineret, fortsætter Peter Frølund. Men også muligheden for at fotografere eller høre MP3-musik eller sende MMS-beskeder skal nok få kunderne hen i butikkerne.
Og så har han slet ikke nævnt spil. For der er jo tale om et Microsoft produkt som bl.a. inkluderer Syv Kabalen. På det medfølgende hukommelseskort er der blandt andet blevet plads til spillet ReBound, der hurtigt bliver en klassiker og virkelig viser at SPV sætter en helt ny standard inden for spil til mobiltelefoner.
Airtid er fremtiden
– På spørgsmålet om det virkeligt er muligt at producere så avanceret en mobiltelefon, putte et lille add-on digitalkamera, Outlook 2000, kabler og headset i pakken og sælge det hele for ca. 3.700 kroner, lyder svaret fra Peter Frølund:
– SPV’en er for os at se det første produkt, der for alvor udnytter GPRS-teknologien fuldt ud. Derfor glæder vi os til at følge de mange nye SPV kunder og deres oplevelser med de mange muligheder som GPRS og SPV i fællesskab giver. GPRS og airtid er det, vi skal leve af i fremtiden.