Helt ærligt Nokia!
Vi, der har været i telebranchen i mange år husker godt for år tilbage at Ericsson var en stor spiller på mobilscenen. Men så fik de problemer. Deres modeller var smaskfyldt med fejl og det kostede dem dyrt – rigtigt dyrt endda.
I dag er det Nokia, der sidder på flæsket med tæt på 40% af markedet. Det er højt – faktisk så højt at man har dem mistænkt for ikke at kunne se, hvad der sker dernede, hvor vi andre befinder sig.
Det er skræmmende, at Tele Danmark Butik må tage et produkt helt ud af sortimentet, som det er sket med Nokia 8310. Til trods for otte opdateringer, er modellen endnu så fejlbefængt at Tele Danmark Butik ( dem er der over 60 af i Danmark) ikke længere vil have modellen i sortimentet. Og efter hvad Mobil erfarer, er der flere produkter, der snart lider samme skæbne.
Nu skulle man så tro, at Nokia havde tænkt sig at gøre noget ved problemet. Men nej, den finske taktik er tilsyneladende at stikke hovedet i jorden og vente på at problemet forsvinder af sig selv. I hvert fald svarede de i går tirsdag med en besked om, at de ikke oplever nogen større fejlrate på Nokia 8310 end på de andre produkter. Den tror jeg, vi lader stå et øjeblik.
Selvsamme Nokia har heller ikke tilsluttet sig de 2 års reklamationsret, som de andre producenter har tilsluttet sig. Det betyder at det er FORHANDLEREN der hænger på eventuelle reparationer efter det første år. Det er der åbenbart mange forhandlere, der endnu ikke har overvejet. Har de det, har de enten forsikret sig – hvis ellers man kan det – eller også gør de som Tele Danmark Butik. For mange forhandleres vedkommende, bliver det et spørgsmål om overlevelse.
Derfor er min lille bøn til Nokia, at man tager problemerne alvorligt, lytter til forhandlere og brugere – dem er der jo en 160 mio. af om året og så i øvrigt gør noget ved problemerne. Hellere i dag end i går!
Brian Dixen
Chefredaktør