Orange: Mono erstatter ikke fastnettelefonen

Orange: Mono erstatter ikke fastnettelefonen

Der står en glad mand på en bro med en fastnettelefon i hånden. Manden smider telefonen i vandet. Manden er endnu gladere…

Nogenlunde sådan præsenterer Orange deres Mono-abonnement i store tv-reklamer. Alligevel afviser selskabet i dag i Computerworld Online, at selskabet opfordrer kunderne til at droppe fastnettelefonen.

I går rykkede Forbrugerinformationen ud med skarp kritik af Orange for netop at lokke folk til at at droppe den faste telefon. Det betyder, at dem – som ringer op – får syvdoblet deres telefonregning.

– Men Forbrugerinformationen sammenligner på et helt forkert grundlag. Mono er jo ikke et fastnet-abonnement, men et mobil-abonnement, og derfor holder det ikke, at Forbrugerinformationen sammenligner Mono med andre fastnet-ordninger. Det er lige lovligt nemt købt, og så nemt kan man simpelthen ikke lave sine konklusioner, siger informationschef Linda Juul Nielsen til webavisen.

Og hun mener ikke, at reklamerne opfordrer til at droppe fastnettet. De viser bare, at fremtiden er mobil. Mono er et mobilprodukt med fastnetpriser, slår informationschefen fast.