Lynkampagne: Få 500 kroner for nye kunder
De seneste dage har udvalgte Match-kunder hos Orange fået et venligt opkald fra deres mobilselskab: Skaf os op til seks nye kunder – og vi giver dig 500 kroner pr. styk!
Orange opfordrer kunderne til at kontakte venner og bekendte. Hvis man for eksempel overtaler sin mor til at tegne et abonnement hos Orange, så falder de 500 kroner i form af rabat på indkøb af en telefon.
Hvis man skaffer både sin far og mor ind som kunder, så er den kontante præmie 1.000 kroner, når man selv køber en ny telefon hos Orange.
Der er dog også billige tilbud til de nye kunder, som man skaffer. I det skriftlige materiale, som Mobil er kommet i besiddelse af, fremgår det, at de nye kunder kan købe en Nokia 3410 til 199 kroner eller en Motorola T191 til 1 krone.
Der er tilsyneladende tale om en lynkampagne, som kun kører i denne uge. Men det har ikke været muligt at træffe informationschefen i Orange for en kommentar.