Bukser fra Levi´s nedsætter stråling
Verdenskendte Levi Strauss er på vej med bukser, der ikke kun beskytter mod regn, kulde og snavs. Nej, nu skal bukserne også kunne beskytte dig mod den mobiltelefon, som du lægger i bukselommen.
Dermed spiller Levi's på frygten for stråling, som nogle mener er skadelig og kan give kræft. Det er dog aldrig blevet videnskabeligt bevist.
Videnskabeligt eller ej, så kommer de særlige Levi's bukser på markedet. Det er dog ikke Levi's hovedmærke, men derimod Dockers S-fit bukser som vil blive udstyret med strålesikker foring, skriver ZDNet.
I øvrigt vil mobiltelefoner i de særlige bukser fortsat kunne modtage opkald, da det kun er det inderste stof – foret – der beskytter.
Du kan købe de nye bukser fra næste år.