Derfor blokerer Apple for kritisk opdatering fra Microsoft
Det kommer næppe bag på nogen, at Apple ikke ligefrem er gode venner med de firmaer, som kan udfordre deres produkter.
Store retssager med for eksempel Samsung er efterhånden hverdagskost at læse om, men nu er turen kommet til en anden gigant, nemlig Microsoft.
Denne gang er der dog ikke tale om en retssag, men et tilfælde af uenighed, hvor Apple har skåret igennem ved at blokere for Microsofts Skydrive-app i App store.
Problematikken kommer efter, at Microsoft er begyndt at tilbyde, at man kan tilkøbe ekstra plads på Skydrive. Dette foregår gennem en abonnementsordning, og ifølge Apples vilkår for App Store skal de have 30 procent af indtægterne fra abonnementer i App Store.
Det er et krav, som Microsoft ikke rigtig kan gøre noget ved, og heller ikke umiddelbart har noget imod. Der, hvor kæden hopper af for dem, er når Apple kræver fortsat 30 procent af abonnementet, selvom brugeren skifter til en Windows- eller Android-enhed.
Uenigheden er nu gået så meget i hårdknude, at Apple eftersigende tilbageholder en kritisk sikkerhedsopdatering af Skydrive-appen, og samtidig har blokeret for apps, der integrerer med Skydrive.
Selvom det selvfølgelig er Apples egen beslutning om, hvad der sker i deres egen App Store, er det problematisk, at det skal gå ud over tilfældig udeforstående udviklere, når Apple har en konflikt med for eksempel Microsoft.
Kilde: Phonearena