Nokia har spist sig større

Den finske gigant sidder nu på 37 procent af markedet. Værst ser det ud for Sony-Ericsson.

Nokia har spist sig større

De gumler løs på konkurrenterne hos finske Nokia. Faktisk bider de så hårdt i det internationale mobilmarked, at firmaet fra første til andet kvartal i år øgede sit forspring med et par procent. Derimod ser det skidt ud for svenske Sony-Ericsson, der er blevet en ren undermåler i mobilverdenen.

I dag har Nokia 37 procent af det samlede verdensmarked, vurderer analysefirmaet Strategy Analytics. Sony-Ericsson derimod har bare fem procent.

Næst efter Nokia ligger amerikanske Motorola med 17 procent, mens både Samsung og Siemens i dag er større end Sony-Ericsson.

Målet for Nokia er at få 40 procent af verdensmarkedet. Og som det ser ud nu, så vil det lykkes.

Salget af mobiltelefoner ventes i øvrigt at blive i alt 417 millioner i år – sidste år var salgstallet 393 millioner mobiltelefoner på verdensplan.