Club Blah Blah fyrer sin direktør og stifter

Club Blah Blah fyrer sin direktør og stifter

Investorerne i Club Blah Blah har mistet tålmodigheden med stifter og direktør Henrik Friis. Det har nu udløst en regulær fyring, skriver Computerworld Online.

Club Blah Blah, der sælger mobil taletid via Internettet, har tabt millioner af kroner på tekniske problemer. Problemer, som Henrik Friis ikke har formået at styre tilfredsstillende.

Blandt andet har det været meget dyrt for selskabet, at leverandøren af Club Blah Blah's telefoni – Sonofon – ikke fik lukket hurtigt nok for kundernes konti, når der ikke var mere taletid. Sidste år blev tabet i det lille teleselskab derfor 11,5 millioner kroner.

Ny direktør for Club Blah Blah er Teddy Søgaard Pedersen, der indtil i dag har været direktør for forretnings- og produktudvikling i Telia Mobile.