Døve slår alarm med SMS
Når man er døv eller hørehæmmet, så kan det være et stort problem at skulle slå alarm til for eksempel politiet eller brandvæsenet.
Men i England vil man nu bruge mobil teknologi til at hjælpe denne gruppe af borgere, skriver AP. Det viser sig nemlig, at næsten alle døve og hørehæmmede allerede bruger SMS i deres hverdag. Derfor er det også naturligt at lave en alarmtjeneste, som bruger netop SMS.
I første omgang skal døve og hørehæmmede i Birmingham med i forsøget, hvor den nye service gør det muligt at sende en SMS til alarmcentralen. Det er planen, at systemet senere skal udvides til alle politikredse i England.
I dag har næsten ni millioner briter et problem med hørelsen. Og 140.000 er totalt døve.