Nordmænd udsat for SMS-svindel

Kærlige SMS fra hemmelig beundrer viste sig at være et dyrt fupnummer.

Nordmænd udsat for SMS-svindel

Fupnummeret er allerede frygtet blandt ejere af computere. Man går ind på en sexet hjemmeside eller får en sexet e-mail. Og pludselig har ens computer ringet op til et superdyrt telefonnummer i et skummelt eksotisk land.

Men nu har fupnummeret også sneget sig over i mobiltelefonen. Ganske vist i en mere simpel form, men lige så ondskabsfuld.

Ifølge Digi.no har flere nordmænd oplevet at få denne SMS:

– Hei ! Jeg har alltid vært din hemmelige beundrere, ring 00248 217 860 for å finne ut hvem jeg er…”.

Det lyder jo herligt med en hemmelig beundrer. Men hvis man ringer, så ender man på Seyshellerne. Og opkaldet koster 30 minutter i minuttet!

Oven i købet er opfinderen af den kærlige SMS så udspekuleret, at en talemaskine beder om, at man taster sit mobiltelefonnummer ind. Sker det, så koster opkaldet yderligere nogle 100 kroner, fordi man så har sagt ja til at betale for en dyr telefontjeneste.

Foreløbigt er det kun nordmændene, der har været udsat for denne frække SMS-besked. Både teleselskabet Tele2 og Telenor har nu spærret for nummeret på Seyshellerne.