Mobitals kunder får bonus for reklamer

Det nye reklamesamarbejde mellem Mobital.dk og Jatak.com giver kunderne kontante fordele.

Mobitals kunder får bonus for reklamer

Forleden indgik Mobital.dk og Jatak.com en aftale om at udveksle kunder. 165.000 af Mobitals kunder har nemlig sagt ja til at modtage reklamer både på e-mail og SMS. Og de kunder kan Jatak.com nu også få glæde af og sende målrettede reklamer til.

Men det er ikke kun de to firmaer, der har grund til at smile. For kunderne hos Mobital.dk får kontante fordele ud af samarbejdet.

– Dem, der på Mobital.dk modtager reklamer, får bonuspoint som tak. De point kan de bruge til at få billigere logier, ringetoner, EMS og meget mere, fortæller Christian Foged fra Mobital.

Christian Foged understreger, at det nye samarbejde ikke betyder, at Jatak.com har fået e-mailadresser eller mobilnumre på de 165.000 kunder.

– Jatak.com har ikke fået en kopi af vores database. De laver kun en anonym forespørgsel, hvorefter vi sender reklamen ud. Og alle kunder kan til enhver tid stoppe reklamerne ved at framelde sig servicen.