Reddet af mobilen i Andesbjergene

Reddet af mobilen i Andesbjergene

Den columbianske bjergbestiger Leonardo Diaz kan takke sit ihærdige mobilselskab for, at han er i live i dag.

Ifølge Reuters så var det nemlig et opkald fra mobilselskabet, som ville sælge ham mere taletid, der reddede manden fra døden på en bjergskråning i Andesbjergene.

Under en snestorm var Leonardo Diaz låst fast højt oppe i bjergene. Gennem et døgn klarede han sig ved at drikke små doser af cognac, men han vidste, at tiden var ved at løbe ud.

Så skete miraklet: Mobiltelefonen ringede. Og bjergbestigeren kunne fortælle den venlige sælger af mobiltid, hvad situationen var.

Mobilselskabet alarmerede omgående myndighederne, og syv timer senere fandt redningsfolkene den nødstedte mand. Mon ikke han købte lidt taletid sådan af bar taknemmelighed…