Orange først med nye Java-spil

Orange først med nye Java-spil

Fra i dag kan spilleglade mobilbrugere, der er i besiddelse af en java-telefon fra Nokia, downloade helt nye Java-spil fra www.sms.myorange.dk. Dermed får kunder hos Orange et forspring til at lære spillene at kende. Andre interesserede kan også lægge vejen forbi en af Oranges mange butikker og få en introduktion til både spil og mulighederne i de nye java-telefoner.

– Vi ser det som en god lejlighed til at tilbyde vores kunder en udvidet service ved som de første at tilbyde disse tre nye danske java-spil fra vores hjemmeside. Derfor opfordrer vi også vores kunder til at prøve spillene gratis i en introduktionsperiode og dermed få et indblik i hvilke perspektiver, der er i de nye java-telefoner, siger Mads Staunskjær, salgsdirektør hos Orange.

De dansk producerede spil er udviklet af den århusianske virksomhed Kiloo, som allerede sidste år demonstrerede sine evner ved at vinde Nokias internationale Mobile Challange pris. Med den meste innovative java-applikation løb Kiloo med sejren i entertainment-kategorien med spillet Popstar, hvilket nysgerrige CeBIT-gæster allerede i marts kunne få en forsmag på.

Popstar er et såkaldt "virtual pet", der giver brugeren mulighed for at forme og udvikle karrieren for en stjerne i svøb – med alt hvad det indebærer af karriereplanlægning. Indtil videre har Kiloo udviklet to java-spil, Popstar og Oilrig. Virksomheden Xentive står bag spillet Mazeman, som ligesom de to andre er med til at sprænge de kendte rammer for mobilspil. På sidelinien står en anden dansk virksomhed, Ideation House, der har udviklet selve java-platformen, hvorfra både SMS, MMS og JAVA afvikles.

– De spil vi nu ser, som gør brug af de nye mobiltelefoners Java-applikationer, repræsenterer spillemæssigt et kvantespring i forhold til de mobilspil vi kender i dag. Nogle spil afvikles fuldt og helt fra telefonen, som spillet Oilrig, men med spil som Popstar sker der en interaktion mellem telefonen og Internettet, hvilket giver helt nye anvendelsesmuligheder for brugerne, vurderer Brian Larsen, direktør, Ideation House, der har skabt selve java-platformen, hvorfra spillene afvikles.