A50 – en rigtig billigtelefon
Siemens benytter CommunicAsia til at præsentere en mobil i den allerbilligste ende af skalaen. Siemens A50. Til trods for positionen, indeholder A50 en lang række features, som man normalt skal betale ekstra for.
Siemens A50 vejer 95 gram, hvilket markerer at det nu endegyldigt er slut med mobiler på mere end 100 gram fra den tyske mobilkæmpe.
Siemens A50 har EMS som standard og der er også mulighed for at gemme ansigter til numrene i telefonbogen. Der er ikke tale om egne billeder, men derimod om sjove ansigter, som man kan koble de enkelte telefonnumre sammen med.
WAP-versionen i mobilen er version 1.2.1, hvilket giver mulighed for at hente både billeder, screensavers og ringetoner fra my-siemens.com/city.
Ganske som storebroderen C55, kan man skifte covers med Clipit-systemet på A50. Fra starten sender Siemens seks forskellige covers på markedet, men man regner med at øvrige producenter af Clipit-covers til C45 og C55 hurtigt vil følge efter med covers til A50.
Modellen er på markedet til oktober. Prismæssigt vil den ligge på samme pris som A35 – det vil sige omkring 500-800 kroner.
Siemens A50
Type: Dualband 900 og 1800 MHz
Vægt: 95 gram
WAP: Ja, version 1.2.1
Lancering: Oktober 2002
Pris: 500-800 kroner