To års garanti kan kvæle forhandlere
Fra årsskiftet fik danskerne bedre betingelser som forbrugere. Et nyt EU-direktiv betyder, at der er to års reklamationsret på blandt andet mobiltelefoner. Men ifølge Forbrugerinformationens nyhedsbrev, så giver de to års garanti ikke brede smil hos de danske mobilforhandlere.
Problemet er, at producenterne af mobiltelefoner – for eksempel Nokia – fortsat kun dækker reklamationer i 12 måneder. Som leverandør er Nokia nemlig ikke forpligtet til at give 24 måneders garanti.
Dermed hænger blandt andre de danske mobilforhandlere på de resterende 12 måneder. Og det skaber bekymring hos forhandlerne.
– Den nye reklamationsret kan aflive flere af os, frygter Svend Sørensen, formand for TDC Mobil Centers forhandlerforening, ifølge nyhedsbrevet.
Han er blandt andet nervøs for, at fugtskader på mobiltelefoner vil vælte ind og give problemer for forhandlerne.
I værste fald vil mange reklamationer betyde milliontab og kunne knække halsen på nogle forhandlere.
Siemens har som den eneste producent hidtil, meldt klart ud, at man giver to års reklamationsret overfor forhandlerne.