Mobilsamtaler er alt for dyre i Danmark
Konkurrencen mellem de fire største mobilselskaber i Danmark er nærmest ikke-eksisterende.
Det mener det lille mobilselskab Songs Network, der nu er gået til Konkurrencestyrelsen for at få hjælp, skriver Børsen.
Songs Network er utilfreds med den pris, som Sonofon, Orange, TDC og Telia opkræver for at modtage mobilsamtaler på deres telefonnet.
Når en kunde fra for eksempel Songs Network ringer til en kunde hos TDC, så skal Songs Network nemlig betale en pris pr. talte minut. Og den pris ligger i dag omkring en krone.
I sig selv er den pris gigantisk, når man sammenligner med prisen, som selskaberne skal have for at modtage et opkald fra en fastnettelefon. Denne afgift er nemlig lovreguleret til at være nogle få øre.
Det største problem er dog, at tre af de store selskaber tager nøjagtig den samme pris for at modtage mobilopkald. Kun hos Orange er prisen lidt mindre, skriver avisen.
Konsekvensen af de høje priser er blandt andet, at kunder på fastnettet er med til at betale for mobiltelefonnettet. Samtidig gør den høje pris det svært for blandt andet Songs Network at presse prisen pr. talte minut længere ned.
Situationen er så skadelig for konkurrencen, at de store selskaber skal tvinges til at sætte prisen ned, mener Songs Network.
Hvis selskabet får ret i sin påstand, så risikerer de danske mobilselskaber at miste indtægter på mere end en milliard kroner om året, lyder analysen i Børsen.