Sonofon har genindført tilskud på Nokia 3310
Mobiloperatørerne klager over, at så få benytter WAP. Og frygten for, at GPRS heller ikke slår igennem og dermed ikke skaber grobund for UMTS lurer også på de bonede direktionsgulve hos mobiloperatørerne i Danmark. Men meget tyder på, at det handler mere om at have et godt tilbud, end at sælge en mobiltelefon, der understøtter de tjenester som operatøren tilbyder og som dermed i sidste ende er med til at skabe merindtjening.
Det seneste eksempel er Sonofon, der fra i dag binder 300 kroner i enden af hver mobiltelefon af mærket Nokia 3310, der sælges med et Sonofon abonnement.
Salgs- og marketingdirektør Rune Sørensen siger til Børsen i dag, at han ikke kan se til, at Orange giver tilskud til Nokia 3310 med et Orangeabonnement – hvis mobilen bliver solgt i en Expert butik. Orange meldte før weekenden ud, at der ikke var tale om tilskud, men at Expert derimod puttede penge i enden af hver telefon.
Den historie tror Sonofon tilsyneladende ikke på, og meget tyder nu på, at tilskudskrigen kan bryde ud igen, hvert øjeblik det skal være.
Orange, TDC og Sonofon meldte alle ud før jul, at det nu var slut med tilskud. Siden har både Debitel og Telia fået masser af nye kunder ved at sælge mobiltelefoner med tilskud.