Børns hjerner påvirkes af mobilen
Hjerteaktiviteten hos børn falder i op til en time efter, at de har brugt mobiltelefoner. Det viser en ny tysk-spansk undersøgelse, skriver det norske dagblad Aftenposten.
Efter bare to minutters samtale var hjernen hos et barn påvirket, så hjerteaktiviteten faldt. Og påvirkningen tog først af i styrke en time efter barnet var holdt op med at bruge telefonen. Det var især i den side, hvor mobiltelefonen blev brugt, at effekten varede længst og var mest kraftig.
To børn på 11 og 13 år har været med i undersøgelsen, hvor påvirkningen fra mobiltelefoner blev sammenlignet med påvirkningen af to voksne hjerner.
Den tyske forsker Michael Klieeisen scannede simpelthen hjernerne og kunne med billeder påvise, at hjerneaktiviteten hos både børn og voksne blev påvirket. Umiddelbart var påvirkningen ens, men til forskel fra voksne er børns hjerner ikke færdigudviklede. Derfor advarer forskeren også forældre.
– Mit råd til forældrene er, at deres børn ikke skal bruge mobiltelefon. I dag ved vi nemlig ikke, hvor farligt det er for børn, siger han til Aftenposten.