Trådløs sikkerhed i lufthavnen
Det nordjyske firma BlueTags bevæger sig nu ind på markedet for sikkerhed i lufthavne. Hidtil har BlueTags været bedst kendt for sine unikke, trådløse kuffertmærker, der gør det let at følge og identificere folks kufferter. Nu skal teknologien bag kuffertmærket bruges til at føle mennesker.
Ideen er, at passagerer med mærket på sig kan identificeres i samme øjeblik de træder ind i en lufthavn. Overvågningssystemerne kan nemlig genkende mærket, der indeholder personlig information om ejeren. Udover navn, adresse og andre oplysninger om passagerens identitet, så kan der også lagres et billede, et fingeraftryk eller en iris scanning i mærket (scanning af iris i øjnene/red.).
Mærket har selvfølgelig først værdi i det øjeblik, at man skal identificere en passager i lufthavnen. Men så sker det også meget hurtigt og let, hvilket er en fordel for både lufthavn og passagerer. Hurtigere og lettere end hvis man skal igennem den nuværende, forhøjede sikkerhed, der findes i verdens lufthavne.
BlueTags går nu i gang med at teste sit trådløse system i Billund, der er en af Skandinaviens største lufthavne.
Arbejdet med den nye trådløse sikkerhed laves i øvrigt sammen med firmaet Red-M, der står for den trådløse netværksløsning, som kombineres med BlueTags mærker.