Nye Philips-modeller ikke på det danske marked

Philips anser konkurrencen på det nordiske - og dermed også på det danske - marked for at være så konkurrencepræget, at Philips ikke sender deres nye modeller på markedet i Norden.

Nye Philips-modeller ikke på det danske marked

I går kunne vi vise den nye spuermodil fra Philips. I dag har de vist yderligere to modeller frem på pressekonferencen i Monte Carlo. En Fisio 620 med GPRS og en lavpristelefon – Fisio 120.

Men som vi også skrev i går, kommer Fisio 820 – farveskærmsmodellen – ikke på det danske marked. Philips nordiske markedschef siger til Mobil, at man ser det nordiske marked så konkurrencepræget, at man ikke ønsker at gå ind på markedet endnu. Efter hvad Mobil erfarer er det også fordi Philips ikke har en organisation i de nordiske lande, der er stærk nok til at give Philips den markedsføring der skal til, for at produkterne kan skubbes ud over disken.

Philips Fisio 620 har GPRS og 8-liniers display. Den har både kalender og adressebog, og kan synkronisere med PC”en ved hjælp af det medfølgende USB-stik. Telefonen understøtter ikke EMS – Philips siger selv, at det skyldes at standarden ikke er ordentlig på plads endnu. Det regner man dog med at den bliver i de kommende måneder, og så vil en softwareopdatering være i stand til at give den EMS-funktion. Derudover har telefonen udskiftelige fronte og vejer 85 gram. Det bliver endvidere muligt at downloade nye spil til mobilen fra Philips website.

Fisio 120 er en lavpris telefon, der vejer hele 195 gram. Den har også udskiftelige fronte, og man kan hente ringetoner til mobilen. Alle de tre nye modeller kommer til salg i butikkerne fra april – bare ikke i Norden. I hvertfald ikke til at starte med.