Vækkeuret redder dig fra katastrofen
Mobiltelefonen og vækkeuret kan blive tyskernes bedste ven, hvis en ny plan for det tyske katastrofeberedskab føres ud i livet.
I stedet for at bruge sirener vil tyskerne simpelthen tage den moderne teknologi i brug og alarmere befolkningen trådløst, skriver Berlingske Tidende.
Planen blev forleden fremlagt i Berlin, og her understregede den tyske indenrigsminister, at efter 11. september er der behov for at lave nye og alternative katastrofeplaner.
– Begivenhederne viste os, at terroranslag kan rette sig mod den moderne civilisations nervecentre, sagde indenrigsminister Otto Schily.
Udover at bruge trådløse vækkeure og mobiltelefoner, så vil den tyske regering også sende advarsler ud via Internettet til folks computere.
Det er endnu uvist, hvornår de tyske planer omsættes til virkelighed.