Tastaturer til Pocket PC og Palm

SnapNType er navnet på en række små tastaturer til såvel Palm OS-baserede lommecomputere og til lomnmecomputere fra Compaq. De fylder meget lidt og koster under 500 kroner.

Tastaturer til Pocket PC og Palm

Har du en lommecomputer, har du ganske givet ofte ønsket dig et tastatur til maskinen. Godt nok er skriftgenkendelse smart og hvis ikke man kan lære maskinen at læse ens kragetæer, kan man klikke på den lille virtuelle keyboard, man kan få frem på skærmen. Men helt ærligt, det virker ikke optimalt.

Igennem flere år har man kunnet købe folde-ud tastaturer til såvel Palm som Compaq lommecomputere. Tastaturer hvis største fordel har været, at tasterne har haft almindelig tastaturstørrelse. Tastaturerne kan foldes sammen så de ikke fylder meget. Men helt små er de altså ikke.

Nu er SnapNType på markedet. Tastaturet er meget mindre, og minder på flere punkter om et Chatboard, som Ericsson lancerede i sin tid. SnapNType fås både til Palm, Handspring og Compaq lommecomputere. Foruden et almindeligt tastatur, der følger Qwert-standarden, der er en standard for, hvor bogstaverne er placeret indeholder tastaturet også en række genveje til adressebogen og e-maildelen.

Prisen på det lille keyboard er 436,- kroner.

Vi bringer en mere udførlig test af tastaturet i det kommende nummer af Mobil, der er på gaden 21. februar 2002.