GPRS bliver en langsom starter
Hvis mobilbranchen tror, at højhastighedsnettet GRPS over en nat vil skabe rigdom og brede smil hos aktionærerne, så kan de godt tro om igen. Der vil nemlig gå lang tid, før GRPS bliver en udbredt og succesrig standard, lyder forudsigelsen fra finske Nokia.
Ifølge Børsen så er kodeordene hos Nokia i dag, at man skal være både forsigtig og tålmodighed for at kunne gøre GRPS til en sællert. Og så skal der udvikles tjenester og tilbud til kunderne i samme tempo, som der – med tiden – langes GRPS-telefoner over disken.
– Det skal nok komme langsomt, men hvis du skriver GRPS med store bogstaver i annoncerne, så er der en risiko for, at der sker det samme, som skete med WAP. Det bliver over-hypet, siger Nokias Christian From til Børsen.
Christian From er Industry Marketing Manager for Europa. Og han lægger ikke fingerne imellem, når filosofien om GPRS præsenteres. Her får mobilselskaberne nemlig nogle slag for at være for tilbageholdne. Og for at beskylde netop Nokia for ikke at levere GPRS-telefonerne nok og dermed indirekte være skyld i den manglende GPRS-lyst.
– Jeg kan ikke tale på operatørernes vegne. Men der er stadig mange uløste problemer med blandt andet gode og enkle tjenester, lyder det diplomatisk fra Christian From i avisen.
Men selv om der går lang tid, før kasseapparaterne begynder at klinge på grund af GPRS, så tror finnerne alligevel på teknologien. Både fordi tjenesterne nok skal komme, forudser Christian From. Men også fordi der langsomt opbygges et behov for at få adgang til databaser og anden tung information i de enkelte virksomheder. Og her vil GPRS være ideel til at bygge de mobile motorveje til data, tror Nokia.