Mobile videoklip er hipt – med måde
Videoklip på mobiltelefonen er endnu fremtidssnak for de fleste danskere.
Men interessen for at modtage de små film, mens man er på farten, er stor. Det viser en minitest, som Sonofon har lavet.
Næsten 200 personer er blevet spurgt, om deres lyst til at se videoklip over det mobile datanet. Blandt dem, der deltog i testen, var en gruppe af
gymnasieelever fra København.
Testens resultat er, at ni ud af ti svarer positivt på spørgsmålet om at se videoklip. Med andre ord er selve interessen enorm for den nye teknologi.
Men det er derimod tvivlsom, om folk vil tage skridtet fuldt ud og bruge teknologien. Testen var nemlig samtidig en præsentation af verdens første video-on-demand mobiltelefon, ligesom deltagerne blev præsenteret for mobil video via en håndholdt PDA'er fra Compaq. Og her var kun hver fjerde af testens deltagere klar til at investere i en af de nye og ret kostbare
terminaler.
Sonofon konkluderer da også, at det fortsat er almindelig adgang til e-mail og Internettet, der er vigtigst for folk. At næste skridt i den mobile
revolution bliver højhastighedsnet med video, nyheder og sport, er Sonofon dog ikke i tvivl om. Spørgsmålet er bare hvornår…