Nokia 8310 ud til butikkerne i næste uge
De danske forbrugere har igennem længere tid haft et horn i siden på Nokia. De har svært ved at finde en dansk version af Nokias 9210 i butikkerne, og i sidste uge meddelte Nokia at man ikke anser Danmark for at være så væsentligt et marked, at vi skulle have del i den første sending af Nokia”s første GPRS-telefon – Nokia 8310.
Men nu er det ganske vist. Mads Eriksen, der er skandinavisk marketingdirektør hos Nokia bekræfter overfor Mobil, at de første eksemplarer til de danske forhandlere er ved at blive pakket.
– De første eksemplarer af Nokia 8310 når de danske forhandlere i næste uge, fortæller Mads Eriksen.
Mobil har fået fingre i et testeksemplar af Nokia 8310 og vi er klar med en test i det næste nummer af Mobil, der er på gaden 31. oktober.