Orange er tilfreds – dog med forbehold
Adm. direktør Monique Moullé-Zetterström er glad for licensen. Hun ser frem til den spændende opgave det er, at Orange i Danmark – sammen med de nu i alt 11 Orange-lande med en UMTS-licens – kan give sig i kast med at skabe nye tjenester, der skal realisere Orange’s vision om at give kunderne en total trådløs og meget lettere hverdag.
– Men i glæden og lettelsen over at have fået licensen blander sig stadig skuffelsen over, at danske politikere fandt det nødvendigt at malke teleselskabernes kunder for det meget store beløb på fire gange 949.988.000,88 kr. – altså knap en milliard kroner – som vi licenstagere har måttet betale, siger hun.
– Det er mig stadig en gåde, at danske politikere på den ene side kan ønske sig verdens førende IT-samfund med de billigste priser på telefoni, mens man på den anden side forlods udskriver en kæmperegning. Vel vidende at vi teleselskaber kun kan skaffe dækning for den ved at sende regningen videre til vores kunder.