Samsung vil lave Joystick-telefon
Nokia skulle være klar til at lancere deres nye spilplatform N-Gage ganske snart, og det ser ud til, at Samsung også vil være med. I hvert fald er det ikke kun Nokia, der tænker på, at lave avancerede spil til fremtidens mobiltelefoner.
Samsung har nemlig patenteret et helt nyt mobildesign, der skal gøre det meget nemmere, at spille på farten. Mobilen er designet som en klaptelefon, men den nederste del med tastaturet kan ikke blot klappes op. Ved at gøre denne del drejelig i alle retninger, er det nemlig også muligt at bruge den som et joystick. Derved skulle det gerne blive meget nemmere og sjovere at spille på mobilen.
Om Samsung lancerer en mobil med netop dette design, er ikke til at vide, men det viser i hvert fald, at de arbejder på at gøre mobilen egnet som spillemaskine.