Lettere adgang til hård porno i mobilen
For et lille halv års tid siden underskrev 18 europæiske mobiloperatører en EU-aftale, der skulle forhindre børns adgang til pornografisk indhold via mobilen. Blandt andet Telia og Sonofon herhjemme er med i den aftale. Desuden har TDC lukket for erotisk indhold via overtaksering, og det kalder firmaet LapFire for "formynderisk". De vil derfor gøre det lettere for voksne at downloade hård porno til mobilen, hvor som helst og når som helst.
– Den danske lovgivning har indtil videre sat en effektiv stopper for distribution af porno til mobiltelefonen gennem overtaksering, men LapFires løsning kommer ikke i konflikt med denne lovgivning. Det var et klart mål at skabe en løsning, hvor kunder, uafhængig af tid og sted, kunne tilgå porno og erotik fra deres mobiltelefon, forklarer Sidsel Nielsen, direktør for LapFire.
Ikke for pornoagtigt
Hun mener dog, at EU-aftalen med en række europæiske mobiloperatører er god:
– Jeg ønsker heller ikke, at mine børn skal få adgang til porno, så det er helt rigtigt, at der lukkes helt ned for det for unge under 16 år. Men der er et marked for det, så hvorfor skal folk over 16 år ikke have adgang til det? Der er jo også dukket en erotisk butik op ude i Fields [indkøbscenter i København, red.], så det kan sagtens lade sig gøre at sælge det på en sober måde, noget vi også gør med vores website. Det skal ikke virke for pornoagtigt, men vi skjuler ikke, hvad det er, vi sælger. Samtidig tager vi vores ansvar under for mindreårige meget alvorligt da vi tilbyder alt lige fra blød til hård porno, forklarer Sidsel Nielsen.
Hvordan vil I sikre, at unge under 16 ikke får adgang til indholdet på jeres website?
– Man kan kun betale og købe via Dankort, og man skal være over 18 for at få sådan et. Opdager vi snyd, f.eks. ved at forældre henvender sig til os og fortæller, at deres børn har købt videoklip hos os på deres dankort, så lukker vi kontoen ned. Desuden sender vi også en kode til mobilen, inden man downloader, for at forhindre chikane. Således sikrer vi, at man rent faktisk tilmelder sin egen mobiltelefon og ikke andres, understreger Sidsel Nielsen.
Både til mænd og kvinder
Lapfires målgruppe var i første omgang mænd mellem 18 og 35 år, men det viser sig overraskende nok, at der også er en del kvindelige brugere.
– Vi har ingen præcise tal på det endnu, men vi er noget overraskede over at se, at de kvindelige brugere også har fundet vej derind. Vi vil fremover både markedsføre os målrettet til mænd og kvinder, hvilket bliver meget interessant at følge, siger Sidsel Nielsen.
Lapfire er i øvrigt udviklet af tre mænd og tre kvinder.
Uden kopibeskyttelse
Løsningen er baseret på Java J2EE platform (Enterprise edition) med integration til den nordiske betalingsudbyder DIBS. Folkene bag LapFire garanterer maksimal sikkerhed og mulighed for fuld anonymitet, gennem brug af seriøse partnere og professionel teknologi. Forretningsmodellen er baseret på, at kunden betaler for servicen gennem sit dankort, i stedet for at det afregnes på mobilregningen.
Indholdet sælges uden kopibeskyttelse "da denne typisk giver køberne af indholdet langt større problemer end dem, som misbruger indholdet", som Lapfire skriver i en pressemeddelelse.