Sony Ericsson i fortsat fremgang

Sony Ericsson har som den første store producent frigivet deres resultater for andet kvartal 2007. Tallene viser en klar vækst hos den svensk-japanske producent, som også har fået øjnene op for billige telefoner.

Sony Ericsson i fortsat fremgang

I andet kvartal 2006 solgte Sony Ericsson 15,7 millioner enheder. Sammenligner man det med resultaterne for andet kvartal i år, er der en vækst på hele 59 procent, og producenten har således solgt omkring 24,9 millioner enheder.

I og med antallet af solgte enheder stiger, skulle indkomsten også gerne stige. Og det har den gjort. Sammenlignet med andet kvartal 2006, er indkomsten før skat steget med 55 procent, og befinder sig således på 327 millioner Euro. Netto indkomsten ligger på 220 millioner Euro.

De samlede salgstal ligger på 3.112 millioner Euro, og svarer til en vækst på 37 procent sammenlignet med tilsvarende kvartal året før. Den gennemsnitlige salgspris for en Sony Ericsson mobil er faldet til 125 Euro, hvor den for et år siden befandt sig på 145 Euro. Det viser altså, at man skal have en række billige løsninger i sin portefølje, hvis man vil danne et godt grundlag for fremtidig udvikling.

Sony Ericssons Walkman-telefoner blev der købt hele 9 millioner af i andet kvartal 2007, hvilket ifølge Sony Ericsson sætter dem på lederstolen, hvad angår dedikerede musikmobiler.

– Sony Ericsson har fortsat med at vinde markedsandele på et mere konkurrencedrevet marked med et produkt portefølje, der henvender sig til et bredere publikum end nogensinde før. Vores økonomiske resultater for andet kvartal 2007 viser at vores brand indenfor foto, musik og multimedie nu inkluderer konkurrencemæssigt prissatte telefoner, fortæller Miles Flint, præsident hos Sony Ericsson, i en pressemeddelelse. Vi regner med, at 2007-markedet fortsat vil være konkurrencesindet, men med nyligt lancerede produkter såsom vores flagskibsmodeller i både Walkman- og Cyber-shot-serien, satser vi på at fortsætte vores vækst, fortsætter han.

Sony Ericsson har i løbet af andet kvartal forsøgt, at vinde markedsandele i Latinamerika, Vesteuropa, Centraleuropa, Østeuropa, Mellemøsten og Afrika. Grundet billige telefoner såsom K310, Z310, W200 og W300 er dette lykkedes.

Det handler dog ikke kun om billige løsninger. Sony Ericsson har for nylig lanceret den længeventede K850 med et 5-megapixel kamera og HSDPA, som er den hidtidige flagskibsmodel i Cyber-shot-serien. På Walkman-fronten er en ny flagskibsmodel også kommet til. Denne hedder W960 og har 8 GB intern hukommelse såvel som den nok mest avancerede musikafspiller på markedet.

Sony Ericsson forudsiger, at der på global plan vil være over 1,1 milliarder enheder på det globale mobilmarked i 2007. Sony Ericsson regner med at stå på mere end 9 procent af markedet nu, altså godt 3 procent point mere end samme periode sidste år.