iPhone er ikke ordentligt forsikret
Ikke nok med at man skal betale 600 kroner for at få udskiftet batteriet i iPhone, så får man den heller ikke dækket eller erstattet, hvis man taber den og telefonen går i stykker. Selvom Apple tilbyder den såkaldte AppleCare, er det endnu ikke tilgængeligt for iPhone endnu. Apple melder, at det er klart om cirka en måneds tid, men hvad med ventetiden? Ja, jeg spørger bare
Når man køber iPhone får man 1-års garanti imod materialefejl og fejl ved normalt brug. Husk, at man binder sig for 2 år ved køb af iPhone med abonnement, og derfor er man altså kun (delvist) forsikret i det første år.
Den hidtil eneste operatør for iPhone, AT&T, har ingen planer om, at forsikre enheden. AT&T har dog allerede en forsikringsordning, men ifølge AT&T ville det være for dyrt. Det virker dog mærkeligt eftersom 600 dollars ‘kun’ svarer til godt 3300 danske kroner, hvilket vil sige, at den ikke ville være blandt de ‘rigtig dyre’ telefoner i Danmark. Og hertil skal det siges, at vi har forsikring på dem.
Et forsikringsfirma vil dog gerne forsikre iPhone, og undersøger nu mulighederne for at gøre dette. Forsikringsselskabet hedder Safeware, og regner med, at forsikringen vil ende på cirka 85 dollars pr. år – altså godt 500 kroner. Safeware føler sig optimistiske efter at have set en video, hvor iPhone blev brutalt udsat for alverdens ting og sager – uden seriøse skader.