Hvad skal barnet hedde?
Der var en gang, hvor et firma hed det samme. Dag ud og dag ind – i årvis – ja i hele generationer. Den tid er forbi. I hvert fald i telebranchen. Her har forårsrengøringen sat gang i navnebytning.
Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at flere af de ovennævnte forretninger er blevet fusioneret med andre firmaer. Tag bare Mobilix. Gennem de sidste år har den danske afdeling af France Telecom gjort et kæmpemæssigt stykke arbejde for at slå Mobilix-navnet fast. Hvad sker der så: Jo man opkøber en mobilenhed i England, der hedder Orange og beslutter efterfølgende at alle mobildivisionerne i France Telecom skal hedde Orange. Så nu er det om igen for Monique Moullé Zetterström og resten af holdet på Mobilix – undskyld Orange.
Hos Tele Danmark er situationen en anden. Her har man allieret sig med et hollandsk brand-bureau, der skal være med til at gøre Tele Danmark mere kendt i udlandet. Og her mener man, at Tele Danmark ikke klinger godt i udlandet. Så hellere TDC, som lyder mere mundret. Problemet var så bare, at Thy Data Center i forvejen havde anskaffet sig internet-adressen tdc.dk. Et mindre problem, som TDC nu har betalt sig fra. Så nu er der en direktør, der gører rundt i en Ferrari i Thy….
Hos World Online går det ikke meget bedre. Få uger før Tour-starten på Årets Tour de France, meddelte World Online i denne uge, at de skifter navn til Tiscali, som det italienske moderselskab hedder. Så nu har ikke kun World Online travlt. Det har Bjarne Riis og resten af team CSC/World Online også. De skal den kommende tid skifte logoer ud på al deres beklædning.
Imens kan så Tele2, Telia, Debitel og Telmore gnide sig i hænderne og gøre klar til en stor markedsføringskampagne for deres produkter. Alt i mens kan vi andre så prøve at huske, hvilket selskab vi egentlig benytter…..