Hurra for nummerportabilitet

Hurra for nummerportabilitet

Nummerportabilitet. Sådan hedder det, når man fra 1. juli kan tage sit gode mobilnummer, og finde en anden operatør, der enten er billigere, yder en bedre service eller hvad det nu er, som man efterspørger.

Muligheden har været længe undervejs, men nu sker det altså. Flere af de store teleoperatører har tidligere været ude med en melding om, at de private forbrugere ikke skulle vente nogen form for konkurrence mellem selskaberne, eller lavere priser.

Heldigvis viste vores undersøgelse tidligere i denne uge, at brugerne af mobiltelefonerne er af en helt anden mening. Hele 61 procent flytter deres abonnement, når det bliver muligt 1. juli. Og det bliver ikke nødvendigvis til de store selskaber, men derimod til Telmore.

Det virker derimod mærkeligt, at ingen af de adspurgte har World Online Mobile eller ønsker at flytte til dem. World Online har godt nok ikke reklameret meget for deres mobile produkt, men de har dog en kundebase på 300.000 kunder fra Internet-delen, som de burde kunne trække på.

Men selskaberne bliver fra 1. juli nødt til at lytte til kunderne. Ellers tager de blot nummeret med, og skifter til en anden operatør!

God weekend!

Brian Dixen

Chefredaktør