Så ramte krisen Danmark
I tirsdags sagde administrende direktør Peter Hinrup, Flextronics i Pandrup til Magasinet Mobil Online, at han ikke troede på at “det som nogen kalder en krise, vil fortsætte”. Tre dage senere må selvsamme Peter Hinrup meddele de 1300 ansatte på fabrikken i Pandrup, at 474 af kollegaerne den kommende tid bliver sagt op..
Ovenstående viser, hvor hurtigt det går i telebranchen. Gennem de sidste år har mobiltelefonproducenterne været vant til at forbrugerne har villet købe alle de telefoner, som producenterne har kunnet producere. Men det er vendt. Ikke nok med at forbrugerne endnu ikke har taget WAP til sig, men de skifter heller ikke telefonen ud i samme frekvens, som andre skifter undertøj.
De mobiltelefonmodeller, der er på markedet nu, er så avancerede, at mange fint kan bruge den samme telefon i flere år uden at skulle skifte den ud.
Ude i horisonten venter 3G eller UMTS. Den danske regering har bestemt, at der skal uddeles fire licenser og at de teleselskaber, der ønsker en licens skal byde i lukket kuvert. De fire højeste bud vinder hver en licens – og prisen bliver det laveste bud af de fire. En smule indviklet. Og så glemte vi lige mindsteprisen. Den er en halv milliard.
Pengene? Ja, de skal tilsyneladende ikke bruges til at gøre Danmark til verdens førende IT-nation men i stedet hjælpe på landets økonomi.
Men sæt nu, at der ikke kommer fire bud? Eller sæt nu, at forbrugerne slet ikke er interesserede i UMTS? Risikoen er i hvert fald til stede. Det viser historien i form af WAP nemlig.
I Pandrup venter medarbejderne på Flextronics på et lille mirakel. Direktør Peter Hinrup regner stadig med, at tiderne vender for koncernen, og at flere af de fyrede medarbejder kan komme tilbage til virksomheden igen.
God weekend!
Brian Dixen
Chefredaktør