HTC One Google Edition kommer i meget begrænset oplag
Lige siden Google afslørede, at Samsung kommer med en ren Android-udgave af Galaxy S4, har mange spurgt til, om det samme vil være tilfældet med HTC One.
Først drillede HTC og indikerede på Twitter, at sådan en model ville komme, så afviste de det, mens andre uden for HTC påstod at den helt sikkert vil komme.
Websitet Pocket-lint erfarer nu fra flere kilder tæt på HTC, at den kommer, men at den kommer i et meget begrænset oplag.
Den skulle således kun komme i omkring 1 procent af det hidtil samlede salg af telefonen. Da den har rundet 5 millioner solgte eksemplarer, betyder det, at den kommer i 50.000 eksemplarer.
Det vil sige, at man skal være ekstremt heldig for at få fingre i en ren Android-version af HTC One.
Pocket-lint vurderer, at HTC er havnet i lidt af en kattepine med hensyn til en sådan udgave af HTC One. Skulle de vælge at lancere den i flere eksemplarer og den bliver en salgssucces, så vil mange, også HTC formentlig stille det spørgsmål, hvorfor HTC bruger så mange ressourcer på at udvikle HTC Sense, den brugerflade der ligger henover Android.
Vælger HTC ikke at lancere en ren Android-version af telefonen, vil de blive kritiseret for ikke at gøre det, hvis HTC igen fremviser negative kvartalsrapporter.