Advarsel: Fup-sms lokker med præmier fra Sony-konkurrence
De fleste teleselskaber har nu advaret sine mobilkunder om fup-beskeder, der er blevet sendt ud til tusindvis af danske mobiler i løbet af weekenden. På Facebook har bl.a. 3 og Telia advaret mod beskeden, der i værste fald kan komme til at koste dig dyrt.
Beskeden lokker ved at fortælle, at man har vundet en præmie fra elektronikgiganten Sony. I beskeden er desuden et link til en hjemmeside, der ligner Sonys hjemmeside, men i virkeligheden er en fup-side, hvor man bliver bedt om at indtaste sine kontooplysninger. Formålet er naturligvis, at disse oplysninger kan bruges til svindel af kriminelle på et senere tidspunkt.
LÆS OGSÅ: Telefon-hackere på spil i Danmark
Det lader umiddelbart til, at svindlerne sender beskeden ud til alle mobilkunder uafhængigt af mobiloperatør. Mobil kender til tilfælde med kunder fra bl.a. 3, BiBob, Call Me, CBB, M1, Onfone, TDC, Telenor, Telia og Telmore.
Rasmus Avnskjold, der er pressemedarbejder hos TDC, fortæller over for TV2 Nyhederne, at der er tale om et ret stort angreb, men at man endnu ikke kender omfanget til fulde. Man arbejder i øjeblikket på at få identificeret den server, der sender beskederne, så man kan lukke ned for trafikken fra serveren.