Android er langt sikrere end iOS
Hjemmesiden CVE Details omtaler sig selv som “den ultimative datakilde over sårbarheder”, og på siden kan man finde en masse sårbarheder og sikkerhedshuller i forskellige systemer – heriblandt Android og iOS.
På Android-fronten har man siden 2009 fundet 27 sårbarheder i systemet. I samme periode har man fundet hele 228 sårbarheder i iOS, og 10 yderligere i årene 2007 og 2008. Helt galt gik det sidste år, hvor man fandt hele 106 sårbarheder i iOS. I år er tallet noget lavere, og man har hidtil fundet 26, altså næsten det samme som det totale antal af sårbarheder i Android siden 2009.
Hvis man regner lidt på tallene, viser det sig altså, at der er fundet omkring 8.4 gange flere sårbarheder i iOS sammenlignet med Android siden 2009.
LÆS OGSÅ: iOS snager mere i vores privatliv end Android
Apples topchefer er normalt ikke blege for at kritisere konkurrenterne på netop sikkerhedsområdet, og især Phil Schiller er kendt for at prædikere om sikkerheden i iOS. Alligevel overrasker tallene ikke. Sikkerheden i iOS var på et tidspunkt så ringe, at man kunne jailbreake sin telefon ved blot at besøge en hjemmeside.
Den helt store sikkerhedsfordel ved Android består i, at systemet er åbent og alle kan læse kildekoderne. Det betyder altså også, at Google helt automatisk får bedre muligheder for at blive oplyst om fejl og få dem rettet inden for kort tid. En ulempe ved åbenheden er dog, at man bl.a. kan installere potentielt skadelige programmer fra tredjepart på sin enhed. Det er netop åbenheden, der gør, at Android har oplevet langt flere malware-angreb end nogen anden platform.
Kilde: Android-tal og iOS-tal