Test: Google Play Bøger

Test: Google har nu lanceret bogtjenesten Google Play Bøger i Danmark. Læs her, om den er et besøg værd.

Test: Google Play Bøger

Her hen over sommerferien blev Google Play Bøger i stilhed lanceret i Danmark. Den nye tjeneste følger samme mønster som Play-butikken i øvrigt.

Bøgerne er delt op i bekendte hovedkategorier som ”Bedst sælgere” og ”Top gratis” og der er også fokus på og fremhævning af udvalgte/populære forfattere eller genrer.

Går man ind i ”Kategorier”, finder man for eksempel ”Børnebøger”, ”Computere og internet”, ”Litteratur og fiktion” med mere. Går man videre ned i underkategorierne, bliver det næsten for meget.

Bare under skønlitteratur finder man 43 underkategorier, omkring 28 for mange efter min mening. Der er lige frem en kategori, som kaldes for ”Rumopera”!
Gratis er godt, hvis man kan finde det

At visse bøger er gratis, er selvfølgelig rigtig dejligt, men jeg har endnu ikke fundet en kategori kun til dem. Det eneste, jeg kan finde, er ”Top gratis” på hovedsiden, hvor der kun er få titler.

Har man 43 underkategorier i skønlitteratur, synes jeg, at man kan have en ”gratis” der imellem et sted. Helt generelt synes jeg, at søgefunktionen burde være bedre, jeg havde gerne set, at man kunne sortere resultaterne efter pris i hver underkategori.

Hvordan Google kan underpræstere inden for søgning – det var det samme, da Play kom – er en gåde med tanke på, at det hele begyndte som en søgemaskine.

Er du interesseret i en bog, kan du downloade et gratis uddrag, hvor man kan læse et kapitel eller to for derefter at beslutte, om man vil købe bogen. Den pågældende bog præsenteres med et omslag, en kort beskrivelse, og du kan også se andre kunders anmeldelser (hvis de har skrevet nogen).

Fin læser

Selve boglæseren er en fin og stabil en af slagsen med animerede bladringer (kan slås fra) og mulighed for at sætte bogmærker ind, tage noter og markere steder, vælge ”dag” og ”nat”-view (sort tekst mod hvid baggrund og omvendt), ændre skrifttype og -størrelse, samt se siden, som var den en papiroriginal.

Man kan også genoptage læsningen, hvor du sluttede på en anden Android-enhed.

En ting, der fungerer bedre i teorien end i praksis, er oplæsningsfunktionen. Ganske vist markeres tekststykket, der læses op, men den kvindelige talesyntese lader meget tilbage at ønske. Det er ikke ligefrem Thomas Winding-klasse, hvis man kan sige det på den måde.

På næste side ser vi nærmere på pris og udvalg og fælder endelig dom over Google Play Bøger.