Forældre giver deres børn smartphones
En ny undersøgelse fra Telenor viser, at seks ud af ti børn i alderen 7-12 år får en smartphone som deres første mobiltelefon. Det er med andre ord ikke længere nok med mors gamle og aflagte mobil.
Hos Telenor ser man positivt på udviklingen:
"En smartphone er i mange tilfælde et rigtig godt redskab for børnene, som de ud over opkald og sms kan bruge til både leg og læring. Og børnene er lynhurtige til at lære at bruge telefonens mange features," siger Mattias Ringqvist, der er direktør for Telenor Privat.
LÆS OGSÅ: Telenor laver børne-abonnement
Han mener dog samtidig, at det er vigtigt at sætte loft over forbruget. Med en smartphone kan man hurtigt komme til at bruge meget datatrafik, og man skal desuden også være påpasselig med betalte apps og spil.
Ifølge Telenors undersøgelse bruger de nybagte mobilejere hurtigt mange af de muligheder, der kommer med en smartphone. Tre ud af fire spiller på mobilen, og hver fjerde surfer på nettet.
Langt størstedelen bruger da også mobilen til at ringe og sende beskeder til vennerne. Hele 95 procent vil også gerne indrømme, at mobilen bliver brugt til at ringe hjem til mor og far.