Apple klar med nye gratis udgaver af iWork og iLife til OS X og iOS
Apple meddelte i går, Pages, Numbers og Keynote og iLife-programmerne og -appene iPhoto, iMovie og GarageBand har fået helt nyt design, så de kan udnytte OS X Mavericks og iOS 7 fuldt ud.
Alle apps og programmer er opdateret til 64 bit, er integreret med iCloud og indeholder hundredvis af nye funktioner.
Apple meddelte også, at både iWork og iLife nu medfølger gratis ved køb af en ny Mac eller iOS-enhed.
“Det er den største dag for programmer og apps i Apples historie”, sagde Eddy Cue, Apples Senior Vice President of Internet Software and Services.
“De nye versioner giver brugerne en helt problemfri oplevelse på alle enheder, og de indeholder nogle utrolige nye funktioner som iMovie Theater, Drummer og et nyt fælles arkivformat til iWork-dokumenter på alle enheder”.
Alt om den nye iPad Air
Med en helt ny version af iWork til Mac og iOS lover Apple, at det er nemmere end nogensinde at lave, redigere og dele dokumenter. iWork introducerer et nyt fælles arkivformat, så dokumenterne er fuldstændig ens på Mac, iOS og iCloud, og iWork til iCloud beta understøtter nu samarbejde i realtid.
Nu kan du oprette et dokument på iPad, redigere det på din Mac og samarbejde med vennerne i iWork til iCloud, selvom de bruger en PC.
iPhoto til Mac og iOS er også bygget til 64 bit, så det er hurtigere at tjekke og redigere fotos. Med inspiration fra iOS 7 har iPhoto til iOS fået et nyt enklere design. Med nye værktøjer og effekter kan du skabe mere dramatiske billeder både i farver og sort/hvid.
Du kan også dele dine yndlingsbilleder som specielle lysbilledshows, som du kan sætte på pause, spole tilbage og spole frem med bevægelser, og du kan bestille dem som aftryk i professionel kvalitet, inkl. panoramaer, og som smukke indbundne bøger, som du selv kan lave med Multi-Touch.
iMovie til Mac indeholder forenklede redigeringsværktøjer, så du kan forbedre din films udseende, tilføje sjove effekter og sætte hastigheden på videoen op eller ned. Med iMovie til iOS kan du skabe lige så gode film på iPhone og iPad som på stationære computere, så du kan redigere på delt skærm og bruge billede i billede-effekter eller avanceret lydredigering ved bare at trykke nogle få gange.
Og med iMovie Theater kan du se dine delte klip, film og forfilm på alle dine Apple-enheder og endda også på Apple TV.
GarageBand til Mac har også fået et nyt udseende, et helt nyt lydbibliotek og nye funktioner som Drummer og Smart betjening. GarageBand til iOS er blevet opdateret, så det passer til det nye udseende på iOS 7 og bruger kraften fra 64 bit teknologien til at give musikere et studie med op til 32 spor.
Med Inter-App Audio i iOS 7 kan du optage fra tredjeparters musik-apps i GarageBand, og med AirDrop kan du dele sangprojekter trådløst med andre iOS-brugere, så I kan arbejde sammen om sangene. iCloud hjælper dig med at holde sangprojekterne ajour på alle dine enheder, og brugerne kan begynde at arbejde med en sang på iOS og fortsætte, hvor de slap, i GarageBand til Mac.
iWork og iLife til Mac medfølger gratis ved køb af en ny Mac. Eksisterende brugere, der har Mavericks, kan opdatere gratis fra Mac App Store.
iWork og iLife til iOS kan hentes gratis fra App Store til alle nye enheder med iOS 7, og de fås også som gratis opdateringer til eksisterende brugere.
GarageBand til Mac og iOS er gratis for alle brugere af OS X Mavericks og iOS 7. Ekstra GarageBand-instrumenter og -lyde fås via engangskøb fra appen til 32,00 kroner per platform.