Sådan skal LG Optimus G tryne Galaxy S III og HTC One X
I går kunne vi skrive om LG Optimus G, og nu har LG så præsenteret telefonen helt officielt. Og LG afslører nu en række spændende funktioner i deres nye topmodel.
”I dag taler man også om vigtigheden af UX, User Experience, og brugervenligheden har været i fokus under udviklingen af Optimus G. Forbrugerne vil opleve en nytænkende grænseflade og smartere funktioner, såsom Qslide, der på en helt ny måde optimerer og gør hverdagen nemmere”, fortsætter Kristoffer Ejebro.
Det er store ord, men det ser rent faktisk ud til, at LG’s udviklingsafdeling har haft Geo Gearløs-hatten på.
Nogle af de funktioner, som præsenteres i Optimus G, er:
Qslide: Denne funktion skulle vise formålet med cross-tasking. Den gør det muligt for brugeren at benytte to programmer eller funktioner på skærmen på samme tid ved hjælp af et transparent lager. For eksempel kan du sende en SMS, mens du ser en video, eller du kan videresende en mail, mens du ser på et kort.
Live Zooming: Med Live Zooming kan brugeren zoome ind og ud på skærmbilledet, selv når en video afspilles. Eksempelvis kan man zoome ind på et vejskilt i filmen, man ser, for at se, hvor handlingen finder sted, mens filmen fortsat spiller.
Dual Screen-Dual Play: Foruden at dele indholdet mellem smartphone og tv, giver denne funktion brugeren mulighed for at vise forskelligt indhold på hver skærm. For eksempel kan der vises en præsentation på tv’et, mens Optimus G viser de tilhørende noter.
Icon Personalizer: Med denne funktion kan brugeren tilpasse ikoner ved at redigere deres størrelser og tilføje billeder, således at de mest anvendte apps bliver mere synlige og let tilgængelige.
Kameraet er ellers udrustet med en ”smart shutter”, som hjælper med at stabilisere, hvis kameraet ryster eller motivet er i bevægelse, hvor den justerer lukketiden for det bedst mulige foto.
Med stemmeaktiveringsfunktionen ”cheese shutter” er det let at tage et billede ved blot at sige ”cheese”. Udover dette er der også en funktion til lysstyrke, som aktiveres automatisk, når kameraet anvendes i mørkere miljøer for at give et billede med mindst mulig støj.
”Det er ikke ofte, man bruger ordet ’banebrydende’ om nye smartphones i dag, men det ord er passende om LG Optimus G. I udviklingen af Optimus G har vi samarbejdet med flere af vores søsterselskaber i LG Group, hvilket betyder, at telefonen har den absolut bedste teknologi, som vi kan tilbyde inden for skærmteknologi, batteri og design”. Sådan lyder det fra Kristoffer Ejebro, nordisk produktspecialist for Mobile Communications hos LG.
LG Optimus G lanceres i Korea i september 2012, efterfulgt af Japan og andre udvalgte markeder i oktober. Den vil først være tilgængelig på det europæiske marked i løbet af det første kvartal 2013. Lokale priser vil blive offentliggjort, når lanceringsdatoen nærmer sig, oplyser LG til Mobil.