LG Optimus G: Nyt 4G-flagskib forventes til Danmark

LG har netop annonceret flagskibsmodellen Optimus G, og på papiret ser det ud til at blive en meget imponerende smartphone med bl.a. quad-core, LTE og et kamera på 13 megapixels. LG forventer den kommer til Danmark.

LG Optimus G: Nyt 4G-flagskib forventes til Danmark

Det er længe siden, at LG har præsenteret noget, der virkelig har fået spændingen frem i undertegnede, men det skete i dag. Optimus G er koreanernes nyeste flagskibsmodel, og meget tyder på at den kan gå hen at blive en klokkeklar salgssucces.

Telefonen er først og fremmest udstyret med det superhurtige quad-core Snapdragon S4 Pro chip-system, der bl.a. også inkluderer 3G og LTE. Den har desuden hele 2 GB indbygget RAM, så der skulle være masser til både styresystemet og utallige programmer.

Skærmen er 4,7-tommer stor og har en opløsning på 1280 x 768 pixels. Det giver en pixeltæthed på 320 pixels per tomme (ppi), hvilket må siges at være ganske imponerende. Vi regner i hvert fald med at skærmen vil fremstå ganske skarp. LG har desuden valgt at bruge et IPS-skærmpanel, som ikke alene giver flotte farver, men også sikrer en god betragtningsvinkel.

Kameraet har en opløsning på 13 megapixels, og der er naturligvis både autofokus og fotolys. Kamerasensoren er baggrundsbelyst for at give bedre resultater i mørke omgivelser, og blændeåbningen er desuden på f/2.4, hvilket igen hjælper til i mørke omgivelser. På forsiden finder vi et mindre 1,3-megapixel kamera til bl.a. videoopkald.

LÆS OGSÅ: LG Optimus L9 er modesmart til prisen

Telefonen har 32 GB indbygget hukommelse uden mulighed for at udvide med hukommelseskort. Der er desuden Wi-Fi, Bluetooth 4.0, A-GPS, NFC og MHL til video-output over USB. Batteriet har en kapacitet på 2.100 mAh. Styresystemet er Android 4.0, og det bliver formentlig opgraderet til Android 4.1 inden længe.

Modellen lanceres på det koreanske marked allerede i næste uge, og i pressemeddelelsen oplyser LG, at den lanceres på andre markeder til oktober. Et af disse markeder skulle være Danmark:

"Optimus G forventes på nuværende tidspunkt til Danmark, men jeg kan ikke sige hvornår endnu," lyder beskeden fra Morten Aagaard, der er LGs danske chef.

Prisen er desuden ikke noget, man kender til hos LG i Danmark, men vi gætter på en pris omkring 5.000 kroner.